MentornetCPH er et tilbud til unge og voksne med flygtninge- og etnisk minoritetsbaggrund, der ønsker støtte og vejledning i forhold til uddannelse, job, netværk eller noget fjerde.
Et mentorskab er en god måde at få hjælp til at tage de praktiske skridt mod uddannelse og job, for eksempel til at skrive en ansøgning eller et CV. For nogle er det også en støtte til at håndtere det job eller uddannelse, man er i gang med. Mentee-mentor-relationen tager udgangspunkt i mentees behov.
Mentorerne er frivillige voksne, der gennem egne erfaringer, viden og netværk guider og inspirerer mentees i forhold til uddannelse eller arbejde.
Det enkelte mentorskab forløber over et halvt år, hvor mentee og mentor mødes en gang hver anden uge. Ønsker begge parter at mødes oftere, aftales dette indbyrdes. Mentornet kontakter mentorskaberne med jævne mellemrum og er altid kontaktbare ved spørgsmål.
MentornetCPH har tilknytning til DRC Dansk Flygtningehjælp og består af en gruppe frivillige koordinatorer, som sørger for al koordination omkring mentorskaberne.